”Culture eats Strategy for breakfast” – en myte?

Du har med sikkerhed hørt citatet: ”Culture eats strategy for breakfast”. Et citat, som oftest tilskrives Professor Peter Drucker, og som gennem årene har floreret flittigt i artikler og medier. Oftest som en endegyldig sandhed, som vi alle må bøje os for – eller skal vi nu det? Er det overhovedet rigtigt, at kultur er vigtigere og stærkere end strategi?

Nej, kultur er ikke vigtigere end strategi. Strategi og kultur er ikke hinandens modsætninger. De er to begge vigtige, ligesom motor og hjul er det på en bil. Faktisk er det vores erfaring, at effektivt arbejde med strategieksekvering er en særdeles stærk katalysator for at fremme en stærk og sund kultur.

Som vi ser det …

Første del af udfordringen omkring strategieksekvering handler om, at sikre at alle ledere og medarbejdere forholder sig til de nye mål og nye strategiske prioriteringer i virksomheden. Formålet er, at sikre at alle forholder sig praktisk og jordnært til eget personligt bidrag til strategien. ”Djævelen” ligger i detaljen i dette arbejde, hvor alle formulerer ambitiøse fælles teammål og individuelle mål, og alle laver fælles og individuelle planer. Når alle kender eget bidrag og succeskriterier, er grundlaget skabt for at alle bidrager og gør sig umage.  I dette arbejde bør alle udfordres på ambitionsniveau og på modet til at gøre mere og gøre nyt! Ambitioner skal være høje, ellers skaber de ikke behov for forandring, hverken i holdning eller handling. At være ambitiøs er, at tro på sin egen fremtid, og turde stå ved den i dagligdagens handlinger. Allerede her starter kulturudviklingen i et effektivt strategieksekveringsforløb! Det er når strategier skal eksekveres, at ledere og medarbejdere skal handle, forbedre, forandre og præstere. Det kræver ambitioner, mod, selvtillid og samarbejdsevner. Der er ikke tid og plads til at afvente, at chefen kommer med en genial løsning på egne udfordringer. Derfor er det en afgørende ingrediens i strategieksekveringsprocessen, at alle gøres ansvarlige for egne mål og planer, så der etableres en bidragskultur. En bidragskultur er første store skridt på vej mod en vinderkultur!

Anden del af udfordringen omkring strategieksekvering handler om at få tingene til at ske! Denne udfordring undervurderes i langt de fleste virksomheder. Det er vores erfaring, at måden man arbejder med eksekveringsfasen er afgørende for, om der kommer fart nok på eksekveringen og kulturudviklingen. Overgangen fra intentioner til handling og resultat, sker i eksekveringsfasen. Her opstår trægheden og modstanden, og her svigter modet ofte. Man kommer altid i ”modvind”, når ambitionerne er høje. Derfor er det afgørende at etablere og forankre stærke og moderne metoder for løbende opfølgning, korrektion og eksekvering, og som holder både team og individer fast på eget bidrag til strategien.

Det er vores erfaring, at virksomheder med en svag eller usund kultur tilsvarende lider under en mangelfuld eksekveringskultur. Kendetegn er ofte mangel på initiativ, lav grad af ansvarlighed, beslutninger skubbes videre til chefen, og frygten for at fejle sejrer over modet til at prøve.  Alt sammen kendetegn, som bremser eksekveringen. ”Culture eats strategy for breakfast” bliver nemt en (bort)forklaring på, at strategien ikke gav det ønskede resultat!